Træk af Limes lokalhistorie

ALLINGÅEN.

af Per M. Hem

Allingåen har i mange år dannet et naturligt skel mellem sognene nord og syd for åen, mod nord Hørning sogn og mod syd Lime sogn begge i Sønderhald herred. Af ukendte grunde hører Sjellebro kro med til Lime sogn, selv om det havde været naturligt at kroen havde hørt under Hørning sogn. Her ved sogneskellet står den 1000 årige berømte maskesten, som kan ses fra landevejsbroen på Ebeltoftlandevejen.

Sjellebro blev mærkeligt nok samlingssted for ungdommens aktiviteter og ikke Lime.
Omkring 1930 blev den første fodboldsbane taget i brug vest for kroen, det var et stykke græsmark som blev brugt til indhegning og afgræsning af heste, og som kroens ejer nu gav ungdommen lov til at benytte. Der blev spillet fodbold og der var gymnastik og blev i flere år benyttet til forskellige aktiviteter, indtil Lime fik eget stadion og skydebane, skydebanen var tidligere på den gamle markvej fra Gml Oustrup mod Lime.
Lime Egnsarkiv har flere billeder fra aktiviteterne ved Sjellebro.
På den tid var der jo ingen TV, og radio var ikke almindelig, mobiltelefonen slet ikke opfundet, biler kun hos læger og dyrlæger, så samværet foregik enten på cykel eller apostlenes heste.
Efter fodbold og gymnastik var det den naturligste ting af verden at man tog sig et bad i åen, de fleste af deltagerne var karle på gårdene eller håndværkssvende og lærlinge, ligeledes var der også mange piger, man skal jo huske på at der var utrolig mange karle og piger ved landbruget. Jeg kan nævne  en gård, Pilagergård, her var der en fodermester, en 1. karl og en 2. karl, samt en dreng på 14- 15 år. Til hjælp i stuehuset var der en køkken- kokkepige samt en pige til have og forefaldende arbejde, i alt ca 6 personer, når man så tager de andre gårde samt de mange håndværksvirksomheder og forretninger med, ja, så var der jo et mylder af mennesker ved de forskellige aktiviteter.
De sanitære forhold var bestemt meget dårlige, jeg vil endda påstå, at der ikke fandtes brusebad på nogle af gårdene, jeg husker endnu, at den første gård som fik lavet karlekamre med ovn, så der kunne fyres op, det var hos Fauerholt på Pilagergård, det var omkring 1948, ligeledes blev der installeret varm vand og brus. Her ville alle gerne have plads.
Der var to badesteder ved åen, som jeg kan huske, det ene kaldet (karlenes badested) som lå direkte vest for kroen, det andet blev kaldt (pigernes badested) som lå på østsiden af landevejen ca. 100 meter øst for broen mod Fløjstrup.
Ud over, at badestederne blev benyttet når der havde været idræts øvelser, blev de meget benyttet i høsttiden, da var det helt almindeligt, at karlene cyklede til åen for at tage et forfriskende bad efter fyraften, der kunne godt være ca. 20 ved badestedet en sådan aften, ligeledes kom altid mange hertil på helligdage. Min bror Vagn og jeg, var gerne med karlene fra Frands Kristensen, (Gården over for kirken) vi kom på stang som det hed, vi sad på tværs af stangen, drejede kroppen og holdt ved styret, og hu- hej hvor det gik mod Sjellebro.
Vi var ikke mere end 5-6 år, det var ca. 1939. Det har tit undret mig, at vi fik lov, da vores forældre ellers var restriktive nok, jo vi havde et enormt råderum, (tak for det).
Under hele vores barndom indtil ca. 1950 blev badestederne brugt af børn og unge i hele sommerhalvåret, der var et badested mere, i (Villy Carlsens eng) nær Mygind mølle, det blev også benyttet en del.

Ålestangerne 

Stod man en vinterdag i 19fyrrerne på broen ved Ebeltoftlandevejen, da kunne man til begge sider se nogle mørke prikker i horisonten, ti til tyve stykker, det var ålestangere, arbejdsløse mænd, som på denne vinterdag forsøgte om de kunne fange en pande ål som supplement til husholdningen, mange arbejdere havde virkelig brug for det, mange familier havde ikke meget at gøre med, de var tæt på sultegrænsen, arbejdsløsheden var stor, der var ikke meget hjælp at få. Disse mænd, som var arbejdsløse, skulle hver dag møde op på det lokale fagforeningskontor for at stemple i fagforeningsbogen. Jeg kan huske to af disse steder bl.a. hos Julius Henriksen på Skovbakkevej 10, og hos Martin Pelsen på Markvænget 7. De skulle møde til stempling kl 9.00, de kunne så få et mindre vederlag fra fagforeningen en gang om ugen.
Arbejderne betalte, når de var i arbejde, et ugentlig beløb til fagforeningen, når de så var arbejdsløse kunne de få et mindre beløb udbetalt, absolut kun til de daglige fornødenheder.
Arbejdstiden var dengang 6 dage af 8 timer.
Jo, åen var med til at mætte mange munde, såvel ålestangerne som dem, der arbejdede i ådalen med drænrørsarbejde, grødeskæring, eller gøre grøfter op, det var stærke folk som aldrig beklagede sig, bare de havde et arbejde som kunne give det daglige brød på bordet, ja, så var de tilfredse. Mennesker af i dag beklager sig over 32 timers arbejdsuge, at de har knoklet, nej, de har aldrig været i nærheden af hvad disse arbejdere kunne præstere.

Engene og grøfterne. (1940 - 1950)

Gårdene i Lime og omegn havde alle et stykke eng, hvor tyre og kviekalve blev kørt til om foråret, de gik så og græssede til om efteråret, hvor de så kom hjem i stalden. Der var dyr overalt så langt øjet kunne se.
Det kunne ske, at når dyrene skulle hjem om efteråret, kunne et dyr gå helt amok, det var blevet vild, sagde man, det angreb alt og alle, gik gennem pigtrådshegn, over grøfter og gennem krat, kunne tilbagelægge lange strækninger.
Ejerne af dyrene, tilkaldte FALCK, som havde hunde, der var afrettet til at indkredse dyret, de havde også jagtvåben, så de kunne skyde. Når det var skudt, skulle det destrueres, det kunne ikke anvendes til menneskeføde, da der var gået en slags feber i kødet.
De forskellige gårde hentede så deres dyr, de blev koblet sammen og blev trukket hjem til gården, husk det var tiden lige inden traktorernes indtog. Enkelte gårde havde ikke kreaturer i engene, men så blev græsset slået til hø, og anvendt til foder om vinteren.
Jeg kom meget på en gård i Lime midtby ( Bongaard ) tilhørende Johs Raaballe, han havde en eng beliggende øst for Vester Alling, man skulle over en bro Ræv Bro, herfra skulle høet køres hjem til Lime, det var alle tiders oplevelse, at få lov at køre med på toppen af læsset, det kunne ske at læsset skred, såfremt det ikke var lagt i rigtige lag, og kunne så ende i grøft eller på vej, turen foregik jo med gammeldags kassevogn med jernhjul. På kassevognen var anbragt en tyk træramme med 30 – 40 cm træpløkke som gik lodret op fra rammen , og skulle forhindre at læsset skred, men det skete nu alligevel til stor morskab for ikke involverede personer.
I dag bruges engene ikke som førhen, der er dog enkelte gårde som stadig bruger dem bl.a. Jens Severin Sørensen, Lemmer.

Dræning af engene

For at engene kunne fungere optimalt skulle bevoksningen (kaldet grøde) i bunden af åen fjernes, bækkene skulle renses op, og mange steder var engene drænet, det vil sige at der i vådområderne blev gravet en grøft ca. 15 cm bred og en dybde fra 50 til 100 cm, der skulle være fald på drænet ud til åen Der blev brugt specielle redskaber til dette arbejde. Drænrørene var specielt lavet, de var 60 cm lange og 10 cm i diameter udført i brændt ler.

Når der var gået nogle år, havde nogle af rørene forskubbet sig for hinanden, og så skulle der graves ned til stedet hvor rørene havde forskubbet sig.
Det var folk som havde specialiseret sig i arbejdet, ham som stod for det blev kaldt for drænmester, og han havde så ansat folk til at hjælpe sig, det var som alt andet arbejde ved åen hårdt og slidsomt

Allingåen

Når åen skulle slås for siv og grøde, var der 3 mennesker der år efter år udførte dette arbejde, det var Peter Beck fra Lime – Rasmus Rasmusen boende ved Sjellebro (Kaldet Ras Landevej) og Jens Johansen fra Fløjstrup. Arbejdet blev hvert år udbudt i licitation fra kommunen og var opdelt i zoner, det kunne være fra broen ved Sjellebro til broen i Vester Alling og igen en zone fra Vester Alling til broen i Øster Alling.

Peter Beck havde en søn, Rasmus, som jeg gik i skole med, jeg blev tilbudt at (Trække båd) i sommerferien for den formidable løn af kr. 5 pr. dag. At trække båd vil sige at der blev fastgjort et tov på 20 – 25 mtr. i hver sin ende af båden, båden blev så trukket på tværs af åen og der stod så en mand i hver sin ende af båden, og vi to knægte skulle så holde båden så den drev meget langsom med strømmen, de to i båden havde så en langskaftet le med et kort blad på ca. 50 cm. Og de skar så siv og grøde over nede ved bunden, grøden kom så op til overfladen, hvorefter den drev ud til Grund fjord, vi to drenge skulle jo hele tiden være meget opmærksomme på at vi hverken drev for langsom eller for hurtig, så der blev jo råbt en hel del på os, et hurtigt ryk, og folkene i båden ville ryge i vandet, så det var ikke altid de pæneste gloser vi hørte.
Vi gik jo inde på engene, og jeg kan huske at der var perioder hvor det havde regnet meget, og hvor vandet i åen var steget op i engene, og vi måtte mange gange vade i vand til knæene.
Det kunne godt tage ca. 3 uger at blive færdig med et sådant stykke af åen, og så skulle stykket synes af en inspektør, som enten kasserede eller godkendte det udførte arbejde, ja, det var så den sommerferie.

Grøfterne
Der var et utal af grøfter som løb ud i Allingåen, disse grøfter skulle renses op for mudder og sammengroet græs og rødder, de var ligeledes udbudt i licitation, så meget for den grøft og så meget for den, det var for det meste Peter Beck og Rasmus Rasmussen (Ras Landevej) der (Gjorde grøfterne op) som det hed, grøfterne var tit så overgroede så man næsten ikke kunne se dem.
Arbejderne havde nogle specielle skovle – spader og grebe og de stak så kanterne rene og gravede mudder og slam op, så vandet igen kunne løbe fri ud i åen. Den største af grøfterne var Oksen bækken i Fløjstrup kær, den findes den dag i dag.
I dag bruger man rendegravere til dette arbejde, ikke mere det hårde slid som disse arbejdere måtte udføre, men aldrig hørte man de mindste beklagelser, selv om disse arbejdere hang hen over cykelstyret på grund af træthed, når man så dem på vej hjem ved aftenstide, nej, blot de kunne tjene en dagløn til det daglige brød, ja så var man tilfreds.
Sjovt nok fik jeg (Ras Landevej) som arbejdsmand, da jeg blev selvstændig, ja livet er uforudsigelig.

Tørvemoserne

Fra tidernes morgen har menneskene brugt tørv til ildstederne, til komfurer og til kakkelovne, først i halvtredserne udgik tørven som energikilde.
Mange gange har jeg hørt når folk bestilte tørv, (Ja, du må godt komme med 3000 tørv når de er godt tørre, nu ikke nogen med for meget sand i). Der var Jens Esbensen fra Marbæk, han havde en gummivogn som blev trukket af en hest, tørvene kom som regel fra moserne ved Termestrup.
Langs allingåen var der flere tørvegrave, den som jeg husker bedst, var den som Niels Amorsen ejede, det var oprindelig en eng, som man så havde fundet ud af også var tørvemose, mosen lå på vest siden af åen, lige neden for kroen, der hvor karlenes badested var, der var flere moser langs åen faktisk blev de ikke kaldt tørvemose, men tørveskær, jeg vil tro ordet er opstået fordi, at i disse moser blev alle tørvene stukket ud med en tørvespade.
Der kunne være store problemer forbundet med tørveskæring, vandspejlet lå jo ikke så lang nede i disse eng-områder, når man så kom ned i dybden 2 meter, eller deromkring, så begyndte vandet at stige, og der kunne udmærket være endnu et par meter tørv under vandet, der var jo ingen mulighed for at få vandet væk, og omkostningerne ville jo slet ikke betale sig i så lille en mose.
Der var en meget stor mose ved Virring og en stor mose ved Bendstrup – Termestrup.
Før solopgang så man folk på cykel, på vej til tørvemoserne. Der var mænd med deres koner og også store børn, de skulle hjælpe med at stakke tørv eller vende dem, tørvene lå på græstæppet til tørre, og skulle så vendes, såfremt der havde været en regnfuld periode, var græsset groet op i tørvene, og var så meget besværlige at få vendt. Alt var på akkord, alt blev afregnet pr. 1000 stk, så det var med at rubbe neglene.
Det var lange dage for disse tørvebisser, hårde dage med lange ture frem og tilbage, de var stegt mørkebrune af solen, de tog hjemmefra før kl. 6 morgen og var ikke hjemme igen før end kl. 6 aften.
Et par huse fra hvor jeg boede i min barndom, boede en arbejderfamilie som netop var i moserne i Bendstrup – Termestrup, Jens Sørensen hans kone Margrete, og min barndomsven, Gunnar. Tit så jeg dem komme udasede hjem, hængende de sidste meter over cyklen, endelig hjemme.

 ____________________________________

 Træk af Limes lokalhistorie

 Af Lars Nymark

Lime i forhistorisk tid

For 15.000 år siden dannedes det landskab, der i dag er Lime sogn og omegn. En iskappe gik vest for Århus nordpå, rundt ved Mørke og ud til Grenå. To gletsjere skød sig ind og dannede Ebeltoft og Kalø Vig. Isen smeltede langsomt og efterlod ved randen det moræne- bakke-landskab, Lime ligger i. Samtidig løb isens enorme smeltevands- masser hen over landskabet og erodere det til smeltevandsdale og sletter (mellem Søby-højderyggen og Hvilsager-højderyggen og Fløjstrup­bakken). Morænebakkerne har retning mod de store smeltevandsdale. Samtidig lå landskabet, hvor Lime sogn befinder sig, lavere dengang. Den store smeltevandsdal gennem Kolindsund skød sig ind forbi Lime, videre gennem Allingådalen og ud i Grund Fjord og Randers Fjord. Omkring 5000 f. Kr. skete landhævningen i en akse fra Nissum Fjord til Nordfalster, så Nordjylland i dag ligger 15 m højere og Sønderjylland 10 m lavere, hvorved vi har fået det landskab, vi kender i dag, hvor vand- vandmasserne omkring Lime er reduceret til Alling å, der flyder fredeligt gennem sognet. Men det forhistoriske landskab kan man stadig få en fornemmelse af på tidlige sommer morgener eller sensommermorgener, når tågen ligger lavt og ligner et vandspejl. Ved vandbredden voksede store skovstrækninger op (Hejlskoven og skovlodderne ved Syv Veje i den østlige del af det gamle Lime sogn (før 1950). Livsbetingelserne var på bakkerne ved vandet. Herfra kom også de første mennesker hertil sydfra. Pluskehøj (45 m) ved udkørslen mod Sjellebro og højen ved Marbækken (46 m) er de eneste bevarede gravhøje i Lime sogn (og nærmeste omegn). Men der er registreret 46 høje, de fleste nord for byen, i Lemmer, mod Mygind, og ved Syv Veje. De siger noget om befolknings- centrene på egnen i oldtiden. Sandsynligvis er der tale om jern eller bronzealder høje med deres tætte beliggenhed – jvf.  Søby-højene (omkring 4000 år). Gravhøjene var stedet for jætte­dyrkelsen, mindesmærke for efterslægten.

Sjellebro, et ældgammelt trafikknudepunkt

Tegn på forhistorisk bebyggelse (bopladser) er der enkelte registreringer af. Ikke mindst er vejanlæggene ved Sjellebro (4 lag veje dels stenbro og dels træ, de ældste fra omkring Kristi fødsel), samt broanlæggene (sjældne!!) Det vidner om stedets centrale beliggenhed ved overgang mellem fastland og den djurslandske ø. Maskestenen ved åen - en af de 8 maskesten fundet i Danmark - er fra overgangstiden omkring år 1000. Den har sikkert oprindeligt stået oppe ved Sjellebro kros have, hvor svellebroen har haft sin begyndelse. Måske har der været yderligere 3 sten til at flankere begge broens ender. Stenen har skullet minde den vejfarende om overgangens farlighed og måske skræmme onde vejfarende bort. Sjellebro har været et naturligt handelssted med udveksling af varer (i øvrigt med markeder helt op til 1930).

I tiden op mod Kristi fødsel og århundrederne efter finder den egentlige bosættelse efter jægertiden sted. "Bo" Bonde" og "By" (Søby, Karlby) hænger sammen. Navnene Lime og Lemmer hænger sammen med kalkgravene (Lim-gravene) på stedet, hvor der gravedes gødningskalk og limsten. Af betydning for Lime sogn har også været, at Sønderhald Herreds gamle tingsted i århundreder indtil 1600-tallet befandt sig i sogneskellet mellem Hvilsager, Skørring, Øster og Vester Alling og Lime- først ved Bøjenhus og siden ved Gl. Oustrup. Stednavnet "Syv Veje" minder stadig om det folkelige og retslige centrum.

Lime indtil 1700-tallet

Lime er nævnt første gang i skriftlige kilder i 1309 (Limæ). Lime kirke er en kvaderstens middelalder- kirke bygget omkring 1175. Den er indviet til de søfarendes helgen Skt. Clemens - eventuelt som et vidnesbyrd om det centrale trafik- knudepunkt ved Alling å, som vadestedet ved Sjellebro udgjorde. I middelalderen var Lime sogn "præbende" til Århus Domkapitel, dvs. at indtægten fra sognet lønnede en af domkapitlets kannikker. Siden blev sognet anneks til Årslev-Hørning, indtil det i 1851 blev samlet med Hvilsager til et nyt pastorat i en "handel", hvor bønderne i den østligste del af Lime sogn (Hejlskov, Bøjen, Kastrup) bad om, at konfirmanderne kunne gå til Hvilsager i nærområdet frem for de næsten 25 km. til Årslev præstegård. I 1950 blev der lavet en sogneregulering, der overførte den østligste del af Lime sogn (Hejlskov, Bøjen, Kastrup) til Hvilsager sogn, hvor de har naturlig tilknytning. Sognet har i 15, 16- og 1700-tallet bestået af to traditionelle landsbyer med lidt gårdhuse, Lime og Lemmer (velsagtens diminutiv af Lime, altså "lille Lime"). De er udskiftet i slutningen af 1700-­tallet, hvor en række gårde blev flyttet ud på udmarken. Endnu er en række af stuehusene bevaret i byen som beboelseshuse.

"Bette Randers"

Selvbevidstheden i Lime var i slutningen af 1700-tallet så stor, at en række af byens fæstere købte Lime kirke på auktion i 1789 fra boet efter den daværende ejer på Tustrup. Selvbevidstheden stiger yderligere med fæsteafløsningen i 1800-tallet, der skaber et socialt skel i Lime sogn mellem selvejer- bønder og husmænd og småhåndværkere, der i stigende tal vokser frem i byen. Der etableres forsamlingshus i begge landsbyer i slutningen af 1800-tallet. Lemmer forsamlingshus er i øvrigt i dag landets ældste forsamlingshusbygning. Samme tidspunkt kommer Brugsforeningen til. Driftigheden i byen og mange små butikker giver i midten af 1900-tallet Lime kælenavnet "Bette Randers". Driftigheden afmattes i sidste halvdel af 1900-tallet ligesom i alle Danmarks øvrige landsbyer, hvor aktiviteter flyttes mod centerbyerne.

Et fremtidsperspektiv tegner sig

Rundt omkring år 2000 oplever Lime igen en opblomstring med øget bebyggelse. Selvom det måske ikke er noget "Bette Randers", har byen bevaret sin Brugs og har et aktivt kulturliv for området med det største KFUM-spejderarbejde på Djursland, idrætsforening, aktive beboerforeninger og menighedsråd omkring forsamlingshuse og kirke, dilettant, og lokalhistorisk forening. Alt sammen borger det for en fremtid for Lime sogn.

  ____________________________________________                                                                                                       

Hyrden Søren Nielsen i Lime

 f. 1723  d. 1801

 Af lærer P. A. Pedersen, Middelfart.

Landsbyen Lime i Sønderhald Herred bestod i året 1688 af 14 større og mindre gårde samt nogle huse. 10 af disse gårde tilhørte oberst Hans Friis til Tustrup, 2 Hr. Christen Scheel til Gl. Estrup og 2 Hr. Tyge Jespersen til Skæring Munkegaard.

De fleste bønder i Lime har altså gjort hovarbejde på herregården Tustrup, der oprindelig var en landsby bestående af 4 gårde, men som af Kong Fr. III i året 1657 blev tilskødet Oberst Hans Friis til Clausholm – efter sigende på grund af hans tapperhed i svenskekrigen. Godset fra disse 4 gårde sammen med noget fra Clausholm blev da Hovedgården Tustrup.

På den tid, der tales om her, dyrkedes landsbyens jord i fællesskab, og dens kvæg vogtedes af en fælles byhyrde på det græsareal, der som overdrev strakte sig uden om den dyrkede bymark.

Hver morgen tidlig stormede hyrden på sine store træsko gennem gaden og med sin kæp slog han nogle hårde, drønende slag på gårdportene, idet han råbte, nu var tiden der, da kvæget skulle på græs. Straks åbnede portene sig, og ud kom kvæget, der samledes i flok og dreves ud på græsgangene. Om aftenen gennedes det på ny ind i landsbyen, og hver ejer mødte og tog sine dyr til sig.

Byhyrden, antoges af oldermanden, og hans løn var kun ringe. Foruden frit hus, lønnedes han i reglen med et vist kvantum uld, et par får, en gris samt retten til en gang i mellem at tage mælk fra køerne. Da der imidlertid ikke findes bevaret nogen vedtægt for Lime by, kan det ikke med sikkerhed fastslås, på hvilken betingelser, man der har antaget sin hyrde. Men de har vel været omtrent ens overalt.

Visse lokalhistoriske skribenter kan under deres omtale af en mand, der har været hyrde, aldrig finde tilstrækkeligt hånende og nedsættende ord til at karakterisere ham og den elendigt lave stilling, han indtager. Men hvorledes var bondens stilling i hine tider? Mon ikke fattigdom og ufrihed var de to begreber, der klarest udtrykte forholdet?

Og var det end således, at hyrderne i mange tilfælde var usle, uvidende personer, der kun indtog deres stilling i samfundet, fordi de var uskikkede til alle andre, så vil Søren Nielsens historie vise, at der også blandt disse lavtstående mennesker kunne findes nogle, der i sig indeholdt stof til andet og mere.

Søren Nielsen barndom og første ungdom er indhyllet i mørke. Hans fader hed Niels Sørensen, hans moder Maren Christensdatter. Faderen må være død på et tidligt tidspunkt, thi moderen giftede sig igen. Hun blev begravet på Mygind kirkegård i 1772, 74 år gammel. Han havde to søskende: Christen og Barbara. Hvor Søren Nielsen er født, vides ikke. Enkelte ting peger hen på nabobyen Mygind, men da kirkebogen for dette sogn først tager sin begyndelse med året 1764, kan det ikke ad den vej påvises. End ikke hans vielse kan findes. Men han må være gift første gang omkring året 1751, thi hans ældste søn Christen, om hvem det hedder, at han er avlet i ægteskab med Anne Madsdatter, er født 1752.

I året 1756 træffer vi ham som hyrde i Lime; han er da en mand på 33 år. Hvor han har været før den tid, og hvad han har beskæftiget sig med, ved vi ikke; kun ved vi, at han er blevet gift med Anne Madsdatter, og om hendes fortid hører vi lidt i det skifte, der blev foretaget efter hendes død 1760. Det hedder nemlig bl.a. heri, at der blev gjort "forlig, skifte og deling imellem enkemanden, hr. Søren Nielsen og den salige kones efterladte 4 små og umyndige børn: en søn Mads Nielsen 12 år og en datter Kirsten Nielsdatter 12 år, begge avlede i og ved den salige kones første lokning: Niels Andersen – en søn, Christen Sørensen 8 år og en ditto Niels Sørensen 3 år, begge avlede i ægteskab med enkemanden, hr. Søren Nielsen".

Men vi får tillige gennem ovennævnte skifte et lille indblik i hans huslige og økonomiske forhold. Hyrdehuset har sikkert indeholdt flere stuer eller rum.  I en stue stod et lidet bord af fyrretræ, fastslået til væggen, et stort brunmalet skab, en fyrretræsdragkiste, to mindre skrin, en spinderok og to små gamle spindestole, to andre gamle stole samt på væggen et lille hængeskab. I køkkenet stod bl.m.a. en kærne og en strip, hvad tyder på, at hyrden har haft ret til et vist kvantum mælk – i alt fald så meget, at han har kunnet kærne smør deraf.

Et haspetræ, et kornsold og en uldsæk tyder ligeledes i retning af visse naturalydelser som løn for hans hyrdegerning.

Under hensyn til de mange hånende bemærkninger om hyrderne, kan måske gå ud fra, at disse i almindelighed har været mennesker uden åndelige interesser, uden sans for læsning, skrivning og religion. Søren Nielsen har imidlertid også dannet en undtagelse. I modsætning til så mange af den tids bønder, der skriver deres navne ved blot at tegne forbogstaverne dertil, underskriver han sig altid med fuldt navn og med tydelig og letlæselig skrift. At han har kunnet læse og haft interesse for sang og religion, derpå tyder, at der blandt hans ejendele findes opnoteret to salmebøger, hvoraf den ene tillige har indeholdt det nye testamente, samt en bog, der bærer titlen: "Åndeligt tidsfordriv". Fem beredte skind: to kalveskind og tre lammeskind, tilligemed de mange alen vadmel, blårlærred, det hjemmegjorte stribede tøj og de mange pund uldgarn og uld, tyder ligeledes i retning af mandens bestilling.

En ting forstår man ikke, og det er, hvorledes alle disse mennesker: Mand, kone og fire børn, har kunnet rummes i den samme seng, et gammelt, næsten ubrugeligt sengested uden himmel. Men måske har der været redt seng til et par af børnene i den store dragkiste! Dog mest sandsynligt er det, at de har været i tjeneste.

Hyrdens kone, Anne Madsdatter, har været ganske ordentlig i tøjet. Foruden det behørige undertøj har hun været iført brunt vadmelsskørt, sort vadmelstrøje, et hørlærreds korsklæde, nye sko på fødderne og et blåtternet tørklæde over hovedet. Ja, hun har endog haft et par handsker – ganske vist gamle – til hænderne. Som pynt for trøjen har hun haft et par lidser med kniplinger. Hun har ingenlunde været ueffent påklædt af en hyrdekone at være!

Hyrdehuset må endvidere have indeholdt et slags staldrum; thi der findes fire får, to årrings svin og et mindre ditto.

Det forekommer mig, at dette skifte, der her kun er gengivet brudstykkevis, indeholder mange interessante fingerpeg til oplysning om landsbyhyrdernes kår. De har ikke været så elendige endda og sikkert ikke skilt sig synderligt ud fra de øvrige småbønders.

Hvor længe Søren Nielsen er forblevet i sin stilling som byhyrde, kan ikke afgøres. Arkivalier fra Tustrup mangler næsten ganske. I Landsarkivet, findes der kun en gammel skifteprotokol fra 1723 - 1773, omhandlende skifter, der hører ind under Tustrup. Det er alt. Måske findes der et og andet i selve gårdens arkiv, hvoraf der kunne hentes oplysning. I så fald burde det afleveres til Landsarkivet, hvor det både ville være bedre bevaret og lettere tilgængeligt.

1761, året efter sin første kones død, giftede Søren Nielsen sig igen, denne gang med en kvinde ved navn Birthe Erichsdatter, formodentlig fra Mygind. Det antages da, at han hen i 70erne er bleven træt af hyrdestillingen og har fået lejlighed til at fæste en bondegård under Tustrup. I folketællingslisten for 1787 betegnes han i hvert fald som gårdbruger og bonde – ikke som hyrde.

I sine to ægteskaber har han haft mindst 15 børn, hvoraf dog mange døde i den spæde barnealder. Men trods denne store børneflok, arbejdede han sig støt fremad til bedre og lysere kår. Hans omgangskreds kom lidt efter lidt til at bestå af de mest estimerede og ansete bønder i byen. Allerede på et så tidligt tidspunkt som 1762 træffer vi blandt fadderne til hans børn, Søren Mortensen, fader til sognefoged Peter Sørensen, med hvis datter hans søn Erik blev gift, 1764 sognefogedens broder, Morten Sørensen, og fra 1770 endog den ansete stænder deputerede Peder Winthers faster, der 1764 var blevet gift med gårdmand Niels Jensen Amorsen. Omgangs- fællesskabet mellem Søren Nielsen og Niels Amorsens slægt holdt sig langt ned i tiden og førte endog til direkte slægtskab imellem dem.

Med herregården Tustrup var det imidlertid gået således:

Da oberst Hans Friis døde 1695, efterlod han den som et stamhus for sin brodersøn, oberstløjtnant Gregers Friis, der 1727 døde som slægtens sidste mand. Så kom gården i handelen. 1784 solgtes den til Chr. Kallager til Mejlgaard, der 3 år senere solgte den til kammerherre P. S. Fønss, Løvenholm, og borgmester Johs. Fr. Carrøe i Randers, som atter solgte den til A. Dyhr, der 1789 fik tilladelse til at udparcellere.

Hermed var den tid nået, da mange fæste- bønder erhvervede sig gårde. Stavnsbåndet var løst, bondereformerne gennemført.  

Det sydede og gærede i bøndernes skare landet over.

 Tidens løsen var nu: Fæstegårdenes overgang til fri ejendom! Det var som en feber, der smittede. Også Søren Nielsen blev grebet af feberen. Han var nu en mand på 72 år; Jævnt og støt havde han arbejdet sig frem mod målet. Han havde været sen i udvikling, men var alligevel nået langt frem – støttet og hjulpet – det har vi lov til at mene – af en trofast og husholderisk hustru.

I begyndelsen af juni måned 1795 udstedtes følgende skrivelse:

"Andreas Dyhr til Tustrup gjør vitterlig: at have solgt, ligesom jeg og herved fra mig og mine arvinger sælger, skiøder og aldeles afhænder til Søren Nielsen i Lime og hans arvinger hans iboende gård ibidem, Lime sogn, der står for ager og engs hartkorn 8 tdr. og skovskyld 1 skæp. 2 album for den summa 798 rdl., skriver syv hundrede halvfemssinds- tyve og otte rigsdaler. Og da nu forbemeldte Søren Nielsen har betalt mig den derfor med mundtlig aftale udlovede købesumma 798 rdl., så har jeg og mine arvinger ingen mere lod, del, ret eller rettighed til eller udi forbemeldte solgte gård og hartkorn, men samme skal nu i alle dele, det være sig i gårdens bygninger og besætning, hartkornets ejendomme i ager og eng, gade og tørvejorder, intet undtagen i nogen måder, men ligesom det nu befindes og køberen det har haft i fæste, følge og tilhøre medbemeldte Søren Nielsen og hans arvinger, som en lovlig tilkøbt og erhvervet ejendoms rettighed, da han i kraft af lovene og på grund af disse aleneste må benytte sig, som han og arvinger bedst ved, vil og kan, da sælgeren og arvinger altid for dette køb, bliver køberen og hans arvinger deres grundmålsmænd efter loven, og da nu således Søren Nielsen har erhvervet fuldkommen ejendomsrettighed på hans iboende gård og hartkorn, følgelig bliver han da også pligtig fra dato dernæst at svare alle kongelige skatter og påbudder, der enten nu er eller herefter allernådigst påbydendes vorder, på sit rette sted og til behørige tider og derfor selv at stande til ansvar. I øvrigt haver køberen at holdesig den udi Calø amt oprettede brand societet -- hvorudi gårdens bygninger er assureret – i alle måder efterrettelig ligesom da og derom senere udgangne allernådigste anordninger. – Dette til bekræftelse under min hånd ogforsegling, samt tvende Vitterlighedsvidners underskrift.

  Tustrup, d. 12. juni 1795

                                                          A. Dyhr.

Til vitterlighed efter begæring underskriver og forsegler.

M. Caspersen.                      Groes Christensen "

Søren Nielsen var nu selvejer af en stor og god gård. Det var et resultat, han kunne være bekendt. Det vidnede om, at han var i besiddelse af udholdenhed, dygtighed og styrke; men opnåelsen deraf havde også krævet hele hans livs arbejde.

Da, just som han stod ved målet, traf ham et frygteligt slag. Den 21. juni 1795 døde hans kære, trofaste hustru, Birthe Erichsdatter, ikkun 61 år gammel. Det var, som han skulle segne under slaget; hans kraft var brudt, han følte sig gammel og svag. Allerede den 17. februar 1796 kaldte den gamle hyrde sine børn sammen og skiftede hele sin Ejendom imellem dem; og med tilslutning fra alle sine børn bestemte han, at sønnen Erik skulle arve gården, bl.a. på betingelse af, at han ydede sin gamle fader "fornødent tilsyn og pleje i hans alderdom". Og 14. marts 1797 udfærdigedes da skødet, hvorved Søren Nielsen overdrog sønnen Erik gården.

 Dette er historien om hyrden Søren Nielsen i Lime. Det er ikke en fortælling om glimrende bedrifter, udøvet af en højtbegavet person, men om en jævn, stilfærdig dansk bonde, der gennem trofast og udholdende arbejde kæmpede sig frem til bedre kår – en af dem, om hvem Skjoldborg synger: "Mer` ridder du er med din barkede hånd end mange, der pyntes med stjerner og bånd og tripper på bonede gulve".

Sine sidste år levede han som aftægtsmand på den gård, han havde ofret hele sin manddomskraft på at erhverve. Han døde 1801, 78 år gammel. 

Gården, Egegaard, der lå omtrent overfor kirken og har matr. nr. 7a, Hovedgaden 10, gik efter Erik Sørensens død over til sønnen Anders Eriksen. Efter hans død solgtes den til Mathias Chr. Brandt.

_______________________________________

Historie af Per M. Hem

Lime by fra trediverne.

Ja, hvad klynker vi for i dag.

 ___________________________________________

Agnes Rasmussen, tidligere, Hovedgaden 42, Lime, fortæller.

1998

Jeg er født i Fårup ved Krogsbæk i 1914, i det lille røde hus med gavlen til vejen. Jeg havde 6 søskende, først blev der 5 drenge født og derefter kom jeg. Fem år senere blev min søster Valborg født.

Min far var møllesvend på Mellem mølle for Martinus Vinter, men i 1918 købte Vinter, Mygind mølle, og derfor flyttede vi dertil. Min far blev bestyrer og skulle passe møllen. Dengang var der ingen, der havde motor, så landmændene kom alle vegne fra med deres korn, som de skulle have malet, og far havde meget at gøre. Der var også dyr på møllen; 2 køer, 2 heste, søer og får, som vi skulle passe. Der var ikke elektrisk lys, så om vinteren brugte vi en flagermuslygte.

Da far var møllesvend på Mellem mølle, kørte han møllevogn, som det kaldtes, man kunne bestille korn og valset byg, samt byggryn. Far har kørt helt til Vester Alling med varer fra møllen, og han har fortalt meget om disse ture.

Jeg kan huske, at jeg fik lov at komme med til Skader. Der var en købmand, der hed Lars Poulsen, men vi kaldte ham nu altid Laus. Jeg fik altid en knald, som vi sagde dengang, men en gang havde han glemt det, og så kom han råbende efter os, idet han sagde, at han havde glemt at give mig nogle lakridsbolsjer. Så måtte vi naturligvis standse, og jeg fik mine bolsjer.

Jo, jeg kan huske meget, bl.a. kan jeg også huske Laus på Rævgret. Han kom til mølle i en 2-hjulet vogn med et lille æsel for, og når han kom, måtte jeg altid ud for at give æslet en knald.

Jeg kan også huske Martin Bertelsen fra Lemmer. Han skulle gerne have kornet malet med det samme, så han kunne få det med tilbage, og så skulle jeg ud for at holde hestene, mens han ventede, og det fik jeg 25 øre for af Martin; det var mange penge dengang.

Det var dejligt at være på møllen, men jeg faldt nu i mølledammen 2 gange, og så måtte min bror, Ejner, ind og hente far. Han hev mig i land med en rive.

Jeg fik ingen bank, men kom i seng og fik ikke lov til at komme op mere den dag, og jeg fik heller ingen mad.

Jeg kan huske, da vi flyttede til Mygind mølle. Flyttelæsset kunne vi have på en kassevogn, og jeg sad oppe på vognen med katten, Bister.

Jeg kan også huske dem, der boede i Fårup. Der var Søren Martin Pedersen, og der var 2 piger, Marie og Thilde. Marie var min gudmoder.

Så var der Damsgaard, og der var Adolf Alstrup: han havde den gård, som Niels Jensen købte. Kristen Sigersen, boede oppe på Balskov. Kristen Post døde under den spanske syge. Jeg kan også mindes Julie, som blev gift med Gunnar Vestergaard.

Mine brødre kom ud at tjene, når de var 9-10 år, og da jeg var 7 år, kom jeg i skole i Mygind hos lærer Nielsen. Det var en god lærer.

I 1928 blev jeg konfirmeret og skulle ud at tjene som 14-årig. Jeg fik plads i Mygind, men jeg vil ikke sige det var en let plads, for så ville jeg lyve, og det må man ikke.

Om vinteren blev jeg kaldt op kl. 5 om morgenen og skulle så malke 11 køer alene, give kalve, fragte mælken ud til vejen, få spandene gjort rene og så ind og få mit mælkebrød. Karlene kom ikke op før kl. 6. Efter morgenmaden skulle jeg gøre rent, og var der mere tid inden middag, skulle jeg ud at skære hakkelse eller tærske, og ellers ribbede jeg fjer.

Toppen klippede jeg af, og så blev fjeren ribbet, så det blev til dun til sidst. Kl. 19.30, havde jeg fri, men måtte ikke gå, før jeg havde fået lov. Hvis ikke der var flere fjer at ribbe, strikkede jeg for konen, og jeg gjorde alt deres tøj i stand; det havde min mor lært mig.

Om sommeren kom jeg op kl. 4, og kl. 6, skulle jeg være færdig til at gå i marken. Det var strengt, og efteråret var også strengt, men det vil jeg ikke skrive om. Lønnen var 25 kr. om måneden, og så var der én frisøndag fra kl. 13.

Jeg rejste til Lime i november 1929 og fik en god plads, men startede som malke- og udepige. Året efter fik jeg en anden plads i Lime. Der var jeg også et år og kom så til Maren Møller i Mygind. Der havde jeg det godt og der blev jeg til året 1932, men så, først i februar, mistede jeg pludselig min mor. Hun blev 47 år.

Far var stadig på møllen, men vi var flyttet til Mygind i et lille hus, som vi havde købt af en kone, som de kaldte "Bette Else". Far ville gerne have mig hjem, da Valborg, min lille søster, kun var 12 år gammel. Jeg måtte godt rejse, men skulle finde en anden pige i mit sted, og det gjorde jeg. Min skoleveninde, Thilde, kom derop, og vi kommer sammen endnu. Jeg kom så hjem, men Johan Nielsen og Stine havde ingen pige, og så spurgte Johan min far, om de ikke kunne få mig til at malke køerne om morgenen og hjælpe Stine om formiddagen. Jeg skulle så komme igen om aftenen og malke, og det gjorde jeg så et år. Jeg begyndte så at vaske og gøre tøj i stand for mine brødre ligesom jeg ofte gik på arbejde bl.a. på Mellem mølle, hvor jeg også gik i roerne om sommeren. Min søster, Valborg, gik jo i skole endnu.

I 1933 efter jul blev jeg syg af lungehindebetændelse og lå i sengen i 2 måneder, inden jeg kom på sygehuset, men den 3. maj rejste jeg til Skørping Sanatorium, hvor jeg var i 2½ måned. Jeg blev rask og kom hjem, og så måtte Valborg ud at tjene igen.

I Lime lærte jeg karetmager, Einar, at kende og selv om Einar var noget ældre end jeg, havde vi bestemt, at det skulle være os to, og det har jeg ikke fortrudt nogensinde; han var en god mand.

Einar kom til Lime i 1929, og han havde først sit værksted i slagter Rothausens udhus. Senere købte vi Anton Andersens hus, Hovedgaden 42, og Einar flyttede derop i 1932 og boede ovenpå et halvt år.

Anton og Maren flyttede i maj 1934, og vi blev gift kort derefter. Jeg kan huske, at da der blev skrevet slutseddel, sagde Anton: "Dem, der har boet i dette hus, har aldrig manglet brød". Da den gamle smed, Eriksen, hørte, at vi havde købt huset, sagde han: "Ja, de tossede er ikke døde endnu, der kan de ikke blive". Men vi blev. Da vi begyndte, havde vi ikke meget at gøre med.

Som tolvårig var jeg med i roerne. Vi rejste os kl. 3 om natten, gik ud i marken og tyndede roer, indtil skolen begyndte. Jeg måtte få 10 øre pr. række, og i løbet af de 2 år havde jeg tjent 17 kroner som omgående kom i Søby sparekasse, så da vi blev gift, havde jeg 500 kr.

Einar havde heller ingen penge, for når han tjente nogen, skulle de bruges til at købe træ for. Men han havde en ældre bror, som lånte ham 3.000 kr. De skulle betales tilbage på 10 år med rente. Resten lånte vi andetsteds til huskøb.

De første 3 år havde vi ingen børn, så jeg gik på arbejde i marken, tog kartofler op, vaskede for folk og hjalp Einar, så godt jeg kunne. – Vi har savet meget træ i fællesskab. Dengang havde Buus Larsen, skrædderforretning i Lime, og han havde altid en svend, sommetider 2. Dem havde jeg på kost og logi, samt vask, og jeg fik 12 kr. om ugen pr. person.

I 1937 blev Tage født, jeg havde stadigvæk skræddersvende på kost, og desuden syede jeg sko for folk. Hvis jeg syede det meste af dagen, kunne jeg sy et par, men folk måtte selv komme med klude og tråd. Inde imellem syede jeg drengetøj, det var jo under krigen. Jeg syede også jakkesæt og gik lidt på kursus, men da Irma blev født, blev det også kjoler, jeg syede. Jeg syede til min familie og syede også for folk her i Lime, og det var jeg glad for. Jeg syede desuden hvide skjorter og forklæder til Einar. Asger kom meget op til Einar, og en dag da han kom på værkstedet, så han et forklæde som jeg havde syet til Einar. "Sådan et ville jeg også gerne have" sagde han, og inden han gik hjem, havde jeg syet et til ham, som han var meget glad for. Alt hvad Einar lavede på sit værksted skulle laves med hænderne, da der ikke var noget der hed maskiner dengang, og træet han brugte, skulle være 4 år gammelt.

Da jeg kom til Lime, var vejen mod Sjellebro, kun en smal grusvej, og marken gik helt ud til vejen, og der var ingen huse, før vi kom til Frederik Engelund, Sjellebrovej 12, og på den anden side var der kun Niels Amorsens gård, Sjellebrovej 1

Der var en stor lergrav, der strakte sig fra lægens indkørsel og hen til bageren, Hovedgaden 39. Der er stenene til vores hus lavet, og her lå de til tørre. Væggene i huset er lavet af ler derfra. De røde sten er fra en nedbrændt gård, og muren er kun enstensmur.

 ________________________________________

Erna Madsen, tidligere Hovedgaden 21, Lime, fortæller om Clausholm festerne.

1999

I begyndelsen af 1900-tallet blev der hver sommer afholdt fester i parken til Clausholm slot. Festerne var for egnens unge, børn samt deres forældre.

Festerne blev selvfølgelig afholdt med tilladelse fra slottets ejer, baron Berner Schilden Holsten, men slottets gartner stod for arrangementet, og så vidt jeg ved, fik han også indtægterne ved festerne.

En sådan sommersøndag var der så fest for de unge mennesker.

De kom cyklende i stort tal fra hele omegnen, og der var da også meget at komme efter.

På festpladsen var der opstillet telte med forskellige forlystelser som f. eks. fiske – damme, karuseller, skydetelte og meget andet.

Man kunne købe kaffe med brød, og så var der musik (naturligvis levende musik, ikke noget med diskotekmusik). Og festen blev ved til langt ud på natten. Alle morede sig, men somme tider gik det vist lovlig vildt for sig.

Næste søndag var det så børnenes og forældrenes tur. Denne gang kom man ikke cyklende, men de fleste kom i hestekøretøjer, og hestene kunne man så spænde fra uden for slottet.

Vi, min far, min bror og jeg kørte også derover, og vi havde altid Brinchs med. Brinch var telefoncentralbestyrer og vores genbo, Hovedgaden 22.  En af Brinchs sønner er Karl Brinch, som nu bor i Herning,han er stor ekspert i Limes historie.

Vores store blå kaffekande havde vi med i vognen, og selvfølgelig havde vi også kaffebønner med. Det kogende vand til kaffen kunne vi købe hos ”Stuer Maren”,som hunblev kaldt. Hun var nemlig rigtig stor.

Når kaffen var lavet, gjaldt det om at finde et godt sted at sidde og nyde den.

Der var de samme forlystelser som søndagen før, og desuden blev der holdt taler på grønsværen foran slottet, så der var også sørget for underholdning til de voksne.

Blev man tørstig, kunne der købes øl, sodavand og rabarbergrød.

Folk var ikke så forvænte dengang, så en søndag på Clausholm var en stor oplevelse.

Men tiden var begrænset, da vi altid skulle hjem til fodertid for at fodre og malke til aften.

Jeg tror, Clausholmfesterne sluttede i sidste halvdel af 19trediverne; men senere blev der indrettet cafeteria i gartnerboligen; dog var den gamle gartner nu gået på pension, og det gjaldt også skovfoged Emmeluth, som ligeledes havde været med til at stå for de berømte Clausholmfester.

Min svoger og svigerinde Anton og Anna Madsen, Lime, bestyrede cafeteriet i nogle år. Vores søn Arne, og jeg var tit derovre for at hjælpe til.

_____________________________________

Erna Madsen, tidligere Hovedgaden 21, Lime, fortæller om Lime forsamlingshus.

1998

Interessentskabet "Lime Forsamlingshus" blev oprettet torsdag d. 18. februar 1926, ved en stiftende generalforsamling.

Købmand Frederik Hellmund blev valgt til dirigent og lærer Hageby til sekretær.

66 interesserede tegnede 186 andele á 50 kr., og man købte byggeplads af Niels Amorsen, Lime.

Den første bestyrelse bestod af følgende:

Formand:   Købmand Fr. Hellmund

Kasserer:    Gdr. Frands Kristensen

Revisor:     Uddeler Chr. Korsgaard

Øvrige bestyrelsesmedlemmer:

Gdr. P. M. Pedersen, Bondehavegaard,

Mogens Hornbech, Pilagergaard.

Som arkitekt valgtes Chr. Hag, Randers, -  pris 500,oo kr.

Der var tale om at indrette en lejlighed til den kommende vært, men forslaget blev nedstemt.

Tirsdag den 25. maj 1926 afholdtes licitation over arbejdet. Der kom mange tilbud fra omegnen, både fra Askildrup, Vorup, Dronningborg og Allingåbro.

Efter licitationen fordelte bestyrelsen arbejdet på følgende måde:

Murerarbejdet blev overdraget til Anton Andersen, Peder Jensen, Søren Kristensen og Rasmus P. Rasmussen – alle fra Lime – for en sum af – 6.800,oo kr.

Snedkerarbejdet gik til Chr. Poulsen, Lime, - pris 3.063,oo kr.

Elinstallationer til H. Andersen, Fausing, - pris 625,oo kr.

Malerarbejdet til Anton Sørensen, Lime, - pris 800,oo kr.

På et bestyrelsesmøde fredag den 23. juli 1926, vedtog man at lade bygningerne brandassurere under opførelsen af byggeriet. Endvidere bestemtes det, at købesummen ikke skulle udbetales, før skødet forelå.

Overnævnte betingelser blev vedtaget i samråd med sagfører Pagter Kristensen, Randers.

For hver andel i andelsselskabet Lime Forsamlingshus blev der udstedt et andelsbevis, lydende på 50,oo kr. Andelen skulle indbetales med 10 % årlig eller 5 % 2 gange årlig 11. juni og 11. december.

Medlemskab kunne erhverves af personer med fast bopæl i Lime. I tilfælde af dødsfald, skulle arvingerne overtage forpligtelser og rettigheder over for foreningen.

Medlemmerne hæftede kun i forhold til det antal andele, de havde tegnet.

Ved ungdomsballer o.l. var mindst et af bestyrelsesmedlemmerne forpligtet til at være til stede. Som regel var der dog to af dem, som overvågede festen, og i mange år var der bal en gang om måneden.

Den første vært i forsamlingshuset var vognmand Peder Christensen, Marbæk cementvarefabrik. Han blev ansat til en løn af 75,oo kr. pr år. Efter få år blev han efterfulgt af ægteparret, Tinne og Jens Clausen, som beholdt stillingen i mange år. – Jens Clausen var også vognmand, og han og Tinne boede i huset, Skolegyde 4. Der var to lejligheder, og Clausens boede ovenpå, mens Martin Pelsen, som også var vognmand boede nedenunder med sin store familie.

Tinne Clausen var en dygtig værtinde, så der kom gang i forsamlingshuset. Der blev serveret mad og kaffe til festerne, så Tinne måtte tit have damer til at hjælpe sig.

Da Tinne og Jens Clausen holdt op med at være vært, overtog Signe og Jens Madsen arbejdet.

Signe havde hjulpet Tinne i mange år, når der var travlhed, så hun vidste, hvad hun gik indtil. Det gik godt i flere år, men da Signe også var kogekone, og derfor havde meget arbejde med at gå ud og kokkerere, blev det for meget for hende, og hun måtte så nøjes med at være kogekone.

Mens Signe var vært, lavede hun mad til mange fester i forsamlingshuset, og hun havde mange af byens damer til at hjælpe sig.

Næste værtspar blev Anna og Martin Pelsen. De var der kun kort tid, og så blev det Erna og Ejnar Nielsen, som var på jobbet i flere år.

Erna havde været fast hjælper hos Signe Madsen.

Den sidste vært var Birgit Skov.

Nede ved landevejen lå Sjellebro kro, som ejedes af Ejnar Ditlev, men den var ikke konkurrent til vores forsamlingshus, da den ikke blev drevet effektivt.

En gang i mellem kunne der godt komme en kunde forbi, som skulle have en kop kaffe, men det med at servere mad var ikke noget for Ditlev. Jo, han kunne da også trække en øl op til en forbipasserende, men ellers levede han af det landbrug, som hørte til kroen.

I 1960 solgte han kroen til Skjødt Stagis, og flyttede ind til Lime.

Nu kom der gang i kroen, og det gik ud over forsamlingshuset, men der var også den fordel, at der altid var arbejde at få med rengøring og servering.

Kroen er nu solgt til andet formål, og så bliver der igen holdt fester i vores forsamlingshus.

I forsamlingshuset var der naturligvis kakkelovne, og i køkkenet var der et dejligt stort komfur. Her kunne de store, sorte gryder stå og holde maden varm, og bag på komfuret var der en stor vandgryde fyldt med varmt vand, så når man huskede at fylde vandgryden op, havde man altid gratis varmt vand. Og så var der ellers kæmpestore blå kedler og kaffekander.

På loftet var der indrettet et mindre lokale med en muret kamin. Dette lokale blev brugt til foredrag og forskellige kurser. Men på grund af brandfare blev det forbudt at anvende den lille hyggelige stue.

Det store loft blev brugt som garderobe. Her sad Marie og Søren Hornbech, og senere Line og Rasmus Rasmussen og passede på gæsternes tøj. De fik 10 øre for hver person, når det var koldt så havde de rigtignok også petroleumskakkelovn at varme sig ved. Det kunne blive en drøj nat, og det blev jo ikke til den store fortjeneste.

Når der skulle dækkes op i den store eller lille sal, brugte man bordplader, bukke og træbænke uden rygstød, og det kunne godt være hårdt at sidde en hel aften på de hårde bænke.

Men nu er der heldigvis indkøbt stole og nye borde.

Om vinteren blev der altid spillet dilettant for fulde huse, og engang om måneden kom der en rejsebiograf.

Borgerforeningen, som det dengang hed, holdt en lysfest en gang om året først i november. Lysfesten skulle skaffe penge til byens gadebelysning – deraf navnet.

Det foregik på den måde, at hver husstand (sådan omtrent) gav en gave, som så blev solgt på auktion.

Der blev givet mange gode ting, og vi kunne levere gaverne til bestyrelsen eller i brugsforeningen.

Det var altid spændende, om der kom penge nok ind, og om der oven i købet kom så mange, at der kunne blive råd til et nyt lampested.

Folk morede sig vældigt til denne fest, og der var altid mange mennesker, der deltog.

Vores forsamlingshus er blevet holdt pænt i stand gennem årene; for nylig er der foretaget isolering af huset, og der er fortrinsvis benyttet frivilligt arbejde.

Den 27. oktober 1982 blev interessentskabet Lime Forsamlingshus og Borgerforeningen lagt sammen "fusioneret" under navnet "Lime Beboerforening", og folk er stadig glade for vores smukke hus, som benyttes flittigt til mange forskellige aktiviteter.

   Erna Madsen

    januar 1998